Spørgsmål og svar

Skal jeg selv købe instrument?

Nej. Gladsaxe Pigegarde har instrument, som du kvit og frit låner mens du er aktivt medlem af garden.

Må jeg tage instrumentet med hjem?

Ja, med mindre andet er aftalt. Du skal jo øve dig.

Hvordan er instrumentet forsikret, hvis det går i stykker?

Gladsaxe Pigegardes forsikring dækker alle skader der sker når du er i garden eller på arrangementer og ture med garden.

Hvis det går i stykker andre steder, er det din egen forsikring der skal dække skaden. Bemærk, at du skal huske at tjekke at dit /dine forældres forsikringsselskab dækker skader på instrumentet, og evt. tegne en ekstra forsikring hvis det er nødvendigt. Nogle forsikringsselskaber betegner det som dit eget instrument, hvis det har været lånt i mere end 3 mdr. og så er det altid din egen forsikring der dækker.

Må jeg bruge instrumentet til arrangementer, private fester og samspil etc. som ikke er arrangeret af Gladsaxe Pigegarde?

Nej, som udgangspunkt må du ikke. Det er dog altid muligt at spørge på kontoret, som vil tage stilling i hvert enkelt tilfælde.

Hvis du får lov, skal der altid lægges 1.000 kr. i depositum, som betales tilbage efter arrangementet, hvis instrumentet ikke er kommet til  skade.

Hvordan melder jeg afbud?

Afbud skal altid ske i god tid før undervisningen, og skal som hovedregel altid ske på telefon 44 84 50 99 i gardens kontortid. Der kan ikke meldes afbud gennem anden pige. Afbud skal altid begrundes.

Hvornår må jeg lovligt melde afbud?

Arrangementer og konkurrencer

Som udgangspunkt har du mødepligt til at deltage i al undervisning og arrangementer i/med Gladsaxe Pigegarde. Skolen kommer først, dernæst Gladsaxe Pigegarde. Og så kommer alle de private ting.

Årsagen er at Gladsaxe Pigegarde og dine veninder i garden er meget afhængig af at alle møder op, idet alle er vigtige for at garden tager sig bedst muligt ud i konkurrencer og overfor kunder, der jo bidrager økonomisk til aktiviteterne i Gladsaxe Pigegarde.

Undervisning

Det er altid ’lovligt’ at melde afbud til gardens undervisning. Det skal dog altid ske med et rimeligt varsel. Det er dog vigtigt at prioritere undervisningen højt, da vi alle er afhængige af hinanden, for Gladsaxe Pigegarde er en holdsport.

Må jeg bruge min uniform til andet end arrangementer som Gladsaxe Pigegarde står for?

Nej.

Skal man bo i Gladsaxe Kommune for at være medlem?

Nej, alle kan blive medlem af Gladsaxe Pigegarde, uanset hvor du bor.

Jeg er ældre end 10 år, kan jeg så blive medlem?

Uanset din alder kan du altid søge om medlemskab i Gladsaxe Pigegarde. Alle er velkommen!

Hvordan bliver jeg medlem?

Du finder information og indmeldingsblanket mm. under menupunktet ”Bliv garder”.

Må jeg søge orlov?

Alle kan søge om orlov hos bestyrelse og musikchef. Dette skal ske skriftligt. Bemærk, at du betaler nedsat kontingent ved orlov udover 3 mdr. De første 3 mdr. er til fuldt kontingent. Du kan evt. læse mere i vores vedtægter § 5.

Kan jeg låne gardens instrument, mens jeg er på orlov?

I princippet nej, da alle gardens effekter skal deponeres på musikskolen under orlov. Men ingen regler uden undtagelse, så spørg på kontoret i det enkelte tilfælde.

Skal jeg selv købe renseudstyr, olie, blade etc. til instrumentet?

JA! Ved lån af gardens instrument forpligter du dig samtidig til at vedligeholde det. Olie, rensesæt, korkfedt, bøjlefedt kan købes på kontoret. Blade til saxofoner og klarinetter betales af Gladsaxe Pigegarde. Oborør betales også af Gladsaxe Pigegarde.

Skal jeg selv købe stativ til mit instrument?

Ved større instrumenter som f.eks. basklarinet, saxofon o. lign. sørger Gladsaxe Pigegarde for stativ til dig.

Hvis du ønsker en holder til et af de mindre instrumenter, som f.eks. fløjter, klarinetter o. lign., skal du selv betale.

Skal jeg selv købe nodestativ?

Nej, Gladsaxe Pigegarde sørger for nodestativer i gardens regi. Men ønsker du et derhjemme, skal du selv købe et.

Kan jeg selv bestemme, hvilket instrument jeg vil spille på?

Aspiranter

Man kan ansøge instrument, men gardens musikchef har den endelige beslutning.

Tambourkorpset

Man beholder det instrument man er blevet tildelt som aspirant.

Harmoniorkesteret

Gardens musikchef tildeler instrument.

Tyrolerorkesteret

Man beholder det instrument man er blevet tildelt i Harmoniorkesteret.

Hvilken type musik lærer jeg at spille?

I Gladsaxe Pigegarde er repertoiret meget bredt. I alle orkestre bliver der spillet alt fra kendte marcher, filmmusik, samtidigt, jazz, barok til rockgenren.